torsdag den 15. september 2011

15/9 2011 - opvarmning på Mols

Der var ikke megen tid til obs på Molslab i dag, men det spredte kig op i himlen afslørede et pænt sydtræk af tårnfalke og en spids blå kærhøg i modvinden. Stemningen var høj, og der var stenpikkere overalt. Det må nødvendigvis blive godt i morgen - især med alle meldingerne fra Nordjylland!

Stenpikker, Molslaboratoriet

Trækkende blå kærhøg, Molslaboratoriet


14/9 2011 - lidt førn

Efter en hård tur på Klosterheden var der lige tid til en opstrammer i haven omkring middagstid. Det gav et par fiskeørne, den ene ude i 13'er-sporet og den anden ude over Holtum Å. Også en ung hvepsevåge drønede sydover, så det var sådan set ok.

 Fiskeørn ude over 13'eren - Nørre Snede


mandag den 12. september 2011

12/9 2011 - ude af sync

Sikke et lorteår. Hver eneste gang der kommer en sjælden fugl forbi ude i haven, ligger kameraet enten inde i stuen, eller også gør SD-kortet... Så nu er en 1k steppehøg passeret forbi ganske udokumenteret, og i den mere beskedne ende fik en flok spidsænder i dag lov til at slippe uden andet end et teleskopkig.

Dog var der lidt mere held i sprøjten, da en dværgfalk forleden blev opdaget i en trætop ovre ved børnehaven. Hvad den lavede dér, står hen i den uvisse, men den huggede da også lynhurtigt videre, da den blev opdaget.

Dagens store satsning var hvidvinget korsnæb nede i plantagen, men naturligvis kunne jeg ikke finde noget som helst ud over 80 små korsnæb, som havde okkuperet de hvidvingedes lærketræer. Hvordan skal der nogensinde komme hvidvingede korsnæb til Nedergård Skov, hvis de små æder alle koglerne?!?! Rørbæk Sø bød på en lille lappedykker og en håndfuld vesttrækkende fjordterner, hvilket strengt taget er fint nok - for når der kommer terner, skal der nok også komme dværgmåger og kjover en dag. Nogen har vist engang set en søkonge i søen, så potentialet er enormt! Cirka.

 Trækkende fjordterne, Rørbæk Sø

 Lille lappedykker og troldænder, Rørbæk Sø

Dværgfalk, Nørre Snede



torsdag den 1. september 2011

1/9 2011 - græsset er virkelig grønnere

ovre på den anden side af Storebælt og Øresund. I dag væltede de i hvepsevåger, så det halve kunne være nok. Op mod 3000 på Falsterbo er flere end i de sidste 20 år, og det kan synes hul i hovedet, at man alligevel forsøger at se noget som helst på vore midtjyske breddegrader. Men faktisk kom der lidt fugle - både fiskeørn og fire hvepsevåger, og søreme om ikke det blev til hele 10 tårnfalke og 8 spurvehøge, som målrettet tonsede sydover omkring middag. Mens man ærgrer sig over Falsterbo og Stevns, kan man så skue mod Batumi i Georgien....

Hvepsevåge, Nørre Snede