mandag den 15. november 2010

15/11 - en stolt far og en fed fjeldvåge!

Jo, jeg har resigneret og opgivet at vinde noget som helst i årsmatrikelarts-konkurrencen, for selv om der utvivlsomt kommer en pibesvane eller en canadagås forbi, vil det kræve så mange timers obs, at det ganske enkelt ikke kan betale sig. Derfor har jeg hverken kikkert eller kamera på mig længere!

I dag var jeg lige oppe efter Emma i børnehaven, og da Laura fik solen lige i hovedet i klapvognen, vendte jeg den naturligvis om. I næste øjeblik pegede hun opad og sagde "fu..!", som hun jo kan, og jeg gloede direkte op i en fed, fed fjeldvåge, som kom svævende i lav trætophøjde. Du godeste, så kunne jeg ellers løbe en 100 meter med klapvogn på tid, kaste mig ind ad døren, finde kameraet, som heldigvis havde den rigtige linse på og derefter ud i indkørslen for at genfinde vågen. Den var nu noget længere væk ude mod øst, men stadig i fint lys, så jeg fik da brugbare doku-billeder. Tak til Laura, far var stolt, og vi (dvs. 3 unger og undertegnede) likviderede efterfølgende et stort stykke is.

Ellers kun en håndfuld grågæs trækkende over. Det er ved at være vinter.


Trækkende fjeldvåge, Nørre Snede

lørdag den 6. november 2010

6/11 2010 - haler i haven

En dejlig dag med kølig og klar luft - og en børnefødselsdag, der skulle overstås og -leves. Sådan almindelig travlhed for at sige det mildt. Men alligevel blev det til lidt formiddagsobs, som bl.a. afslørede en håndfuld silkehaler, der satte sig i naboens gran, samt pænt med trækkende småfugle og såmænd også et par kiler af sangsvaner. En fed fjeldvåge kom over haven først på eftermiddagen, mens ungerne legede.

Ellers kan man vist bare konstatere, at fugletrækket er ved at synge på sit sidste, og at vi nu mest gør i edderkopper, mejere og andet småkravl. Der er til gengæld også nok at kigge på - bl.a. må det bemærkes, at broget langbensmejer har en fin bestand ovre i Børnehaven Skovhuset i Nørre Snede.


Silkehaler, Nørre Snede


Broget langbensmejer, Nørre Snede