mandag den 30. august 2010

30/8 2010 - godkendt dag

Det var godt nok en dag, hvor der desværre ikke var tid til at obse intensivt i haven, selv om der tilsyneladende kom pænt med fugle. Oplevelsen af fuglene var dog også til at overse, idet trækket gik enormt højt. Dagens totaler endte på tre fiskeørne, fem hvepsevåger og et par rørhøge, og generelt tør man ikke tænke på, hvad en intensiv obs. kunne kaste af sig herinde. Det kunne godt ende i nogle gevaldigt pæne tal.

Ovre på boldbanen drønede et par gule vipstjerter rundt - som altid et hyggeligt bekendtskab.

onsdag den 25. august 2010

25/8 2010 - vind eller forsvind!

Sikke meget vind, og det gik egentlig rigtig godt. Morgenobsen i Snede bød på rørhøg og tre hvepsevåger, som bare ville af sted, og på vej til den offentlige tur på Øer ved Ebeltoft lavede jeg en fin trækkende fiskeørn lige ved Fregatten. Den kunne jeg passende håne Lars Bruun med, idet vores interne fiskeørne-konkurrence primært handler om at gøre maksimal psykisk skade på hinanden. Så jeg ringede naturligvis og brovtede.

Fem minutter efter blev jeg slået hjem. Bruun havde checket en urtepotte-skjuler i sin gigantiske faldfælde af en garage i Skelhøje Bakker, og her gemte sig - ud over en brutal læderløber - intet mindre end en overdrevsløber (Carabus cancellatus), som ikke burde befinde sig i et villakvarter i Ebeltoft, men derimod ude på de bedste sandmarker og kystskrænter. At have både stregtæge (Jalla dumosa) og cancellatus som matrikelarter er at sætte andre folk skatmat.

Heldigvis lover de godt vejr i morgen torsdag, så jeg må finde et hit. Jeg må da ha' et hit. Det skal jeg da ha'!


Trækkende fiskeørn, Ebeltoft. 1-0


Overdrevsløber (og læderbørge). Urtepotteskjuler, Skelhøje Bakker. 1-7! Kæmpenederlag.

tirsdag den 24. august 2010

24/8 2010 - en festdag i kuling!

Den stod egentlig på arbejde, men så var det, at jeg kom til at tænke på, at jeg sidste efterår havde alle mine fiskeørne i nærmest elendigt vejr - og gerne i kuling fra vest. Derfor måtte jeg lige kigge ud i haven mellem to saftige byger. Og hovsa, der kom da en hvepsevåge i lavt kryb ude over 13'eren, og da jeg lige ville checke to minutter senere, var der sgisme en fiskeørn i samme spor. Hurra.

Resten af dagen stod på Mols og det sædvanlige slæng af vortebidere, store grønne løvgræshopper, markfirben, markskarnbasser, kantet kohvede og venner. Tja, Mols er altså også god, og nu må vi se, hvad Øer-turen i morgen eftermiddag kan kaste af sig. En kjove, måske?


Trækkende fiskeørn ude i 13'er-sporet. Nørre Snede

mandag den 23. august 2010

23/8 2010 - endelig hvepsevåger!

Jeg skulle vente længe, før de kom, men jeg havde længe haft kig på i dag, for med en front, der kom ind fra sydvest, var der intet til hinder for, at fuglene kunne komme ned nordfra. Og østenvind er altså at foretrække herinde på højderyggen. Så forventningerne var store, da jeg lidt over 10 kiggede ud i haven - nu måtte jeg kunne finde en hvepsevåge! Det kunne jeg også. Der var to lidt ude østpå, men også to i det vestlige spor, og i næste øjeblik kom en fin fugl lige hen over matriklen. Holddaop - i løbet af små to timer havde jeg 15 trækkende gamle hvepsevåger, hvilket altså er pænt i det midtjyske.

Ud over hvepsebasserne var der en enkelt trækkende tårnfalk og tre musvåger, men stadig ingen fiskeørn!?!?! Hvor i himlens navn bliver de af?

Bemærkes må naturligvis også, at der efterhånden er pænt med admiraler nede på mirabellerne, ligesom der er en del tidselsommerfugle i omløb!


Trækkende hvepsevåge, Nørre Snede


Trækkende tårnfalk, Nørre Snede


Tidselsommerfugl, Nørre Snede

fredag den 20. august 2010

20/8 2010 - at træde på folk, der ligger ned!

Det var ellers fremragende vejr fra morgenstunden, og en tårnfalk gik mod sydvest i fin stil allerede ved 8-tiden. Men ellers var der stendødt, indtil et par terner viste sig ude østpå. Triumph des Willens - endelig fik jeg mine fjordterner! De kom endda lige hen over terrassen, og jeg måtte måbende konstatere, at de godt nok lignede havterner. Det kunne ganske enkelt ikke passe, eftersom nærmest alle træksteder meldte fjordterner i hobetal, og man jo generelt siger, at havterner kun sjældent optræder i indlandet. Det er en forbandet løgn. Jeg vælter i havterner fra matriklen, men har endnu til gode at se en fjord!!!!!!

Ellers en klit-hvepsesvirreflue (Chrysotoxum festivum) i gyldenrisene i haven - et udmærket fund, såmænd.


Overtrækkende havterne, Nørre Snede


Klit-hvepsesvirreflue, Nørre Snede


Solnedgang over Snede - og vi kigger naturligvis vestpå!

onsdag den 18. august 2010

18/8 2010 - ekstremt dårlig timing!

Det har godt nok været en frustrerende måned. Når der endelig er kommet fugle – såsom fx sort glente d. 6/8 (#112) og hvidklire d. 9/8 (#113), har kameraet været bevæbnet med makroudstyr eller placeret et mærkeligt sted langt borte fra obsposten i haven. Og i øvrigt har der ikke været tid til at obse noget som helst andet end lidt spredte insekter, hvor især humlebierne samt de såkaldte fløjlsmyrer har tiltrukket sig interesse.

Men i dag gik det da helt galt. Kent Olsen og jeg skulle lave fjernsyns-dummy med DR ude på Harrild Hede, og inden seancen lagde Kent lige vejen forbi Snede for at inhalere en kop kaffe. Vi stod og snakkede i den stille, disede støvregn uden at skænke fugle en tanke, hvorefter vi ræsede vestover. Ved Harrild Vandmølle gjorde vi holdt, og hurtigt derefter noteredes tre terner, som kom lige hen over. Aaahr, det lignede fjord, men vi så dem lidt bagfra i dårligt lys. Jeg græmmede mig allerede, for når der kommer terner ved Harrild, kommer der også i Snede. Lidt efter spottede David fra DR en flok terner, der kom lige i panden på os. Og til siden. Og længere ude. Der var trækkende terner overalt – og det var fjordterner, selv om Kent også hørte en enkelt havterne kalde. Mindst 120 fjordterner i flok så langt væk fra kysten, som man overhovedet kan komme i Jylland!

ØV! Hvad lavede jeg der, når jeg kunne få ny matrikelart i Snede? Hvor uheldig kan man overhovedet være? Man kan sagtens være mere uheldig. Mens Lene vuggede Laura i søvn i barnevognen hjemme i haven bemærkede hun nemlig en stor flok terner kommer lige forbi, måske på 20-30 meters afstand…. Så uheldig kan man være. Selv om jeg i løbet af eftermiddagen og aftenen spejdede mod såvel øst som vest, var der ikke flere terner i sigte. De må være trukket langs nordsiden af de ekstreme regnvejr, som omkring middag druknede ethvert tilløb til godt TV.

søndag den 1. august 2010

1/8 2010 - en hellig måned er begyndt

Hvilken herlig efterårsmorgen! Det føltes sådan rigtigt... trækagtigt, og der gik da heller ikke mange minutter, før jeg kunne høre syngende løvsangere, som er et stensikkert tegn på, at fuglene er på vej sydover. De synger nemlig hyppigt under trækket! Ellers var himlen noget død, når man ser bort fra store flokke af omstrejfende korsnæb.

Vi drog derfor en tur til Vestermølle ved Rørbæk Sø og vadede en tur ud på Kælderbanke, hvor en ordentlig håndfuld af den imponerende art stor gødningsrovflue (Asilus crabroniformis) huserede. Endvidere var den lokale hvepsevåge, som vi også tit ser fra matriklen, i luften over Nedergård Skov.

Vel hjemme igen blev skopet sat op på terrassen, og minsandten om ikke 11 sommerflotte strandhjejler (#111) valgte at drøne mod syd pænt langt ude østpå. Det var en længe ventet årsart, men trækket plejer jo at foregå i begyndelsen af august, så måske var man bare lidt utålmodig herinde. Så blev der ellers spejdet efter mere, men træerne vokser ind i himlen. Men nu er august i gang, og det er fedt!