torsdag den 20. oktober 2011

20/10 2011 - en godkendt dag!

Det var egentlig lige før, det blev en smule deprimerende... Claus Barnewitz meldte om sjaggere i tusindtal oppe ved Viborg, og disse blev forfulgt af et helt kobbel spurvehøge. Sådan så det ikke just ud i Nørre Snede, og det var først ved kvart i et-tiden, at jeg virkelig besluttede mig for at give den en skalle. Masser af sjaggerflokke. Og vandrefalk! Nå. Så måtte kameraet da godt nok lige en tur med i haven, og i de næste timer var der et ualmindelig sympatisk træk af rovfugle. Det blev til vandre- og dværgfalk, blå kærhøg, tre fjeldvåger, hvoraf to (en ung og en gammel) kom sammen og var superfine. Og der var musvåger, spurvehøge og fouragerende rød glente. Jeg skulle faktisk ikke klage, og det gør jeg hermed heller ikke. Blot vil jeg fantasere om, hvad der kommer i morgen. Vejret ser giftigt ud.

Misteldrossel i naboens træ, Nørre Snede

Gammel fjeldvåge, Nørre Snede
 
 Ung fjeldvåge, Nørre Snede

 Trækkende spurvehøg, Nørre Snede

 Ung blå kærhøg, Nørre Snede

Trækkende spurvehøg, Nørre Snede

fredag den 14. oktober 2011

14/10 2011 - vinteren nærmer sig....

Der er ikke overvældende meget at berette, selv om der egentlig akkumuleres en del fugle, når man tæller sammen. Over 3000 duer på morgentrækket i går, over 40 musvåger hver dag (som gik i hver sin retning, SV i går, direkte N i dag - formentlig spredning oven på gigaindtrækket på Als i går), et par fjeldvåger og en god håndfuld røde glenter. Endelig var der for første gang rigtig gang i sjaggerne med over 500 i dag...

Søndenvinden de kommende dage bliver interessant.

Rød glente, Nørre Snede, 13/10 2011

 Fjeldvåge, Nørre Snede, 13/10 2011

Spurvehøg, Nørre Snede, 14/10 2011

Stor flagspætte, Nørre Snede, 14/10 2011

  
Fjeldvåge, Nørre Snede, 14/10 2011

mandag den 3. oktober 2011

2/10 2011 - en fremragende weekend

Vejret har vel sjældent været bedre i oktober. Det var nærmest helt surrealistisk at stå i bar overkrop og se på efterårstræk, men det var ikke desto mindre tilfældet. Dog var lørdagen lidt tynd, selv om det dog gav en fin ringdrossel i bøgetræerne og en trækkende stor tornskade. Søndag var til gengæld helt uovertruffen - med et meget stort småfugletræk af blandede finker og vin- og sangdrosler. Specielt sangdroslerne imponerede med 160 trækkende.... Midt på dagen kørte jeg et smut til Træskohage Fyr ved Vejle Fjord for at checke for eventuelle bryn (når Kent Olsen kan have dem i Feldballe, er alt jo muligt!), men der var desværre ikke held i sprøjten. Dog lidt hyggeligt rovfugletræk og - ikke mindst - to store tornskader i samme kikkertfelt. Der er virkelig gange i de grumme slagtere lige nu.

 Ringdrossel, Nørre Snede
 
 To store tornskader, Træskohage Fyr

Flyvende stor tornskade, Træskohage Fyr

torsdag den 15. september 2011

15/9 2011 - opvarmning på Mols

Der var ikke megen tid til obs på Molslab i dag, men det spredte kig op i himlen afslørede et pænt sydtræk af tårnfalke og en spids blå kærhøg i modvinden. Stemningen var høj, og der var stenpikkere overalt. Det må nødvendigvis blive godt i morgen - især med alle meldingerne fra Nordjylland!

Stenpikker, Molslaboratoriet

Trækkende blå kærhøg, Molslaboratoriet


14/9 2011 - lidt førn

Efter en hård tur på Klosterheden var der lige tid til en opstrammer i haven omkring middagstid. Det gav et par fiskeørne, den ene ude i 13'er-sporet og den anden ude over Holtum Å. Også en ung hvepsevåge drønede sydover, så det var sådan set ok.

 Fiskeørn ude over 13'eren - Nørre Snede


mandag den 12. september 2011

12/9 2011 - ude af sync

Sikke et lorteår. Hver eneste gang der kommer en sjælden fugl forbi ude i haven, ligger kameraet enten inde i stuen, eller også gør SD-kortet... Så nu er en 1k steppehøg passeret forbi ganske udokumenteret, og i den mere beskedne ende fik en flok spidsænder i dag lov til at slippe uden andet end et teleskopkig.

Dog var der lidt mere held i sprøjten, da en dværgfalk forleden blev opdaget i en trætop ovre ved børnehaven. Hvad den lavede dér, står hen i den uvisse, men den huggede da også lynhurtigt videre, da den blev opdaget.

Dagens store satsning var hvidvinget korsnæb nede i plantagen, men naturligvis kunne jeg ikke finde noget som helst ud over 80 små korsnæb, som havde okkuperet de hvidvingedes lærketræer. Hvordan skal der nogensinde komme hvidvingede korsnæb til Nedergård Skov, hvis de små æder alle koglerne?!?! Rørbæk Sø bød på en lille lappedykker og en håndfuld vesttrækkende fjordterner, hvilket strengt taget er fint nok - for når der kommer terner, skal der nok også komme dværgmåger og kjover en dag. Nogen har vist engang set en søkonge i søen, så potentialet er enormt! Cirka.

 Trækkende fjordterne, Rørbæk Sø

 Lille lappedykker og troldænder, Rørbæk Sø

Dværgfalk, Nørre Snede



torsdag den 1. september 2011

1/9 2011 - græsset er virkelig grønnere

ovre på den anden side af Storebælt og Øresund. I dag væltede de i hvepsevåger, så det halve kunne være nok. Op mod 3000 på Falsterbo er flere end i de sidste 20 år, og det kan synes hul i hovedet, at man alligevel forsøger at se noget som helst på vore midtjyske breddegrader. Men faktisk kom der lidt fugle - både fiskeørn og fire hvepsevåger, og søreme om ikke det blev til hele 10 tårnfalke og 8 spurvehøge, som målrettet tonsede sydover omkring middag. Mens man ærgrer sig over Falsterbo og Stevns, kan man så skue mod Batumi i Georgien....

Hvepsevåge, Nørre Snede



tirsdag den 9. august 2011

9/8 - mylder på Molslab!

Molslabs sædvanlige turguider skulle pludselig obse et eller andet vigtigt i Skanderborg, og derfor var der brug for en vikar. Det er sjældent, at jeg siger nej til en dag i felten, og det var da vist meget godt - for der kom jo fugle! Først en fin rørhøg, der i hastigt trav forsvandt mod sydvest, derefter en gammel havørn og endelig vores gamle hvepsevåge-han, som efterhånden har boet her i nogle år. Man skal ikke klage; inden længe vælter det over med rovfugle derude, og forhåbentligt er jeg på arbejde på de helt rigtige dage. Håbet er lysegrønt.


Havørn, Molslaboratoriet. Højt til vejrs - en gammel fugl, hvis man skulle være i tvivl ;-)


Hvepsevåge, Molslaboratoriet. Han i parringsflugt - det ser altså mærkeligt ud!


Kredsende hvepsevåge, Molslaboratoriet. Man bemærker, hvor plane vingerne er, når fuglen ses fra siden - hvepsevågen forsvinder nærmest! Spinkel, spinkel krop, lyse felter på overvingen og alting.


Næsten gammel havørn, Molslaboratoriet


Spurvehøg, Molslaboratoriet


onsdag den 3. august 2011

3/8 2011 - så kører toget (forhåbentlig!)

Nå. Forårstrækket sluttede jo desværre omkring den 10. maj, og siden da har tilvæksten af kommune- og matrikelarter været yderst beskeden - selvfølgelig med det sædvanlige sammenrend af gulbug, kærsanger og den slags sene ting fra foråret og lidt terner og vadefugle fra sensommertrækket. Intet nyt under solen.

Men i dag var der trækkende rørhøg over matriklen, og det indvarsler med usvigelig sikkerhed efterårstrækkets komme. Det bliver dejligt, når man faktisk kan forvente at se noget, når man kigger ud!



mandag den 9. maj 2011

9/5 2011 - hvad var det dog, der skete?!?

En kedelig dag med blå, blå himmel og knokkelvarme. Jeg checkede himlen nogle gange uden at opdage noget sindsoprivende - en røv og en hveps var det hele - så jeg havde for længst afskrevet dagen som en mislykket en af slagsen. Men hen under aften begyndte meldingerne fra Holland at tikke ind: en helt ufattelig mængde rovfugle ved bl.a. Noordkaap, og ligeledes kunne både Bulbjerg og Skagen melde om et heftigt eftermiddagstræk. Derfor sagde jeg til Lene, at jeg lige ville tage et par minutter i haven...

Hveps.... flere hvepse. Wauw! Og rørhøg, fint! Og fire hvepse mere, som Lene også blev indlagt til. Og fem mere, som jeg opdagede med det blotte øje. Bortset fra, at de to første var rørhøge, nr. 3 en sort glente og nr. 4 endnu en rørhøg! Hvad skete der lige her? Hvad? Den sidste var den lokale musvåge, som lige var oppe for at besigtige de fremmede, men jeg stod nu og så på tre rørhøge og en sort glente, som gik mod nordøst ude i 13'er-sporet. Altså....

Der er lagt i kakkelovnen til noget gigantisk i Snede i morgen, når søbriserne tager over, og al vind mødes på højderyggen. Men jeg er her ikke. Jeg er på Samsø. Sådan kan det gå, og Samsø er jo ikke det værste sted at opholde sig om foråret.....


Så kommer hvepsevågerne glidende, Nørre Snede


Åhhhhh..... hvepsevåge, Nørre Snede


Sort glente, Nørre Snede


Sort glente, Nørre Snede

søndag den 8. maj 2011

8/5 2011 - en godkendt dag!

Jaja, de slog lærkefalke-rekorden ved Dragsmur endnu engang, men jeg skal ikke klage, for Snede udmærkede sig ved et ganske pænt træk, som dog aftog gevaldigt om eftermiddagen, hvor vinden nærmede sig kulingstyrke, og der var sandstorm ude vestpå.

Men lad os nu bare komme i gang. Det blev en dag med to lærkefalke, som dog kom spadserende på nogen afstand, otte tårnfalke, to rørhøge, fiskeørn, to røde glenter, fjeldvåge og endelig intet mindre end 13 hvepsevåger, som virkelig havde deres hyr med den kraftige vind. Fuglene vil så gerne følge 13'er-sporet, men det krævede i mange tilfælde, at de nærmest skulle gå direkte op i vinden. Trækket foregik derfor i meget lav højde, men desværre stadig nogle hundrede meter ude. Ellers viste mursejlerne sig virkelig fra deres bedste side med hele 15 fugle, hvorimod svaletrækket var væsentligt tyndere end i går.


Trækkende mursejler, Nørre Snede


Rørhøg, Nørre Snede


Trækkende tårnfalk, Nørre Snede


Trækkende hvepsevåge, Nørre Snede


Trækkende hvepsevåge, Nørre Snede


Trækkende hvepsevåge i profil, Nørre Snede


Trækkende hvepsevåge, Nørre Snede


Trækkende hvepsevåge, Nørre Snede

lørdag den 7. maj 2011

7/5 2011 - fede fjeld og f.....ucking falke

Aaaaaargh! Hvorfor er det lige, at når vejret endelig arter sig, så har man i stedet sat i scene til såvel carport-byggeri som maling af hegn? Sjældent har jeg oplevet en mere utilfredsstillende dag i haven, hvor jeg måtte smide flere ubestemte falke og samtidigt lide den udsøgte tort at blive voldmobbet med den ene sms efter den anden fra Dragsmur, hvor Lars Bruun valgte at slå min hidtidige lærkefalkerekord på 9.... med én! Sådan at han kan slå den nye på 10 igen i morgen uden at skulle anstrenge sig for meget. Hvad er det for noget?

Men i løbet af måske sammenlagt en obstime lykkedes det mig alligevel at stampe tre fjeldvåger, to rørhøge, fiskeørn, rød glente og.... lærkefaaaaalk op, ligesom svaletrækket var forrygende, og de første mursejlere drønede nordover. Det er altså ikke ringe, men det bliver omvendt ikke rigtig godt, før jeg en dag får testet, hvor meget der egentlig kommer, hvis man nu vælger at obse intensivt. Det bliver desværre ikke i morgen, at denne test bliver udført, men der bliver forhåbentligt mere tid end i dag....


Fjeldvåge, som lyser op på lang afstand, Nørre Snede


Endelig en nogenlunde fotogen lærkefalk, Nørre Snede


Røvhøg, Nørre Snede

fredag den 6. maj 2011

6/5 2011 - en artig overraskelse

Det blev en dag, hvor der ikke rigtigt blev obset fra haven, men alligevel trængte både dværgfalk og rørhøg sig på, så der skete da noget oppe i himmelrummet. Dagens store overraskelse oprandt hen på aftenen, da jeg lige ville drøne en tur i skoven på cyklen og for første gang valgte at køre over på den anden side af 13'eren, dvs. over i Østjylland.

Det bliver ikke sidste gang. Leret Krat, som området kaldes, er langt mere heterogent end de homogene granbeplantninger i Nedergård Skov, og først og fremmest er der langt mere gammel eg - faktisk er der adskillige større egekrat med blåbær i bunden. Fedt! Det var ganske vist præcist, hvad jeg havde fået at vide af en lokal, men at se det med egne øjne er altid bedre. Nu skulle jeg bare finde de skovsangere, som her i det midtjyske oftest holder til i de lysåbne egekrat.

Tyyt. Tyyyt. Yes. En mindre forsamling af skovsangere blev hurtigt lokaliseret, og det blev til hele fem af de grøngule banditter, som ellers godt kan være lidt svære som kommunearter hernede. Stor jubel, og Leret Krat blev godkendt fra dag 1. Jeg finder en vendehals derovre en af dagene!


Trækkende dværgfalk, Nørre Snede


Skovsanger, Leret Krat, Nørre Snede

mandag den 2. maj 2011

2/5 2011 - hvadihedehulehelvedehøg?

Øv. Tre unger i haven + en enkelt legekammerat. Når der så samtidigt er blandet gynger og trampolin ind i billedet, må man nødvendigvis holde vagt. Med kikkert og teleskop. Indsatsen var dog yderst sparsom, idet himlen i øjeblikket er ganske fugletom, men på et tidspunkt løfter jeg alligevel kikkerten og glor direkte ind i en kærhøg han -> slank kærhøg han med striber -> hedehøg! Fileme så. Den vender lige oversiden til en enkelt gang, fornemt-fornemt, og kommer lige imod mig. Med øjnene på ungerne i trampolinen træder jeg baglæns efter kameraet, som bliver fanget med den ene hånd og.... Hedehøgen er væk!?!?! Forsvundet bag enten det ene eller det andet sæt træer i nabohaven. De burde fældes!!!!! Selv om jeg udlover den største is i fryseren til ungerne, hvis de opdager høgen igen, sker der intet. Den er gået under horisonten, og det er bare trælst.

Heldigvis så jeg fuglen skidegodt, så der er ingen problemer med at sætte den på listen. Men ærgerligt alligevel.

søndag den 1. maj 2011

1/5 2011 - et par hurtige....

Jeg havde egentlig planlagt at stå op til bramgæssene, men.... ja, altså.... jeg kom da af sted på en cykeltur hen omkring klokken 8, hvilket er små tre timer for sent til de gakkende gæs. Dagens rundtur i Nedergård Skov og ved Rørbæk Sø gav bynkefugl og krikand til kommunelisten, som nu er på 103. Hyggeligt, men jeg kunne ikke finde hverken skovsanger eller broget fluesnapper ved Dybdal, hvilket er lidt sølle. Bemærkes skal dog 40 bomlærker i flok på Groest Hede - og så en syngende af slagsen samme sted. Hvad gik det dog ud på, og kan hortulaner godt lide bomlærkeflokke?


Bynkefugl, Groest Hede


Udsnit af bomlærke-flok, Groest Hede

30/4 2011 - intet nyt under den brændende sol

Og derfor stod den da også på havearbejde, men midt i formiddagskaffen (som man jo får udendørs her på landet...) løftede jeg lige kikkerten - og vupti! Fiskeørn og rød glente. Også en bande spurvehøge, som trip-trap-træsko kom marcherende sydfra, så det lugtede da lidt af fugl. Generelt skal man dog virkelig være en stålsat kommunebirder i øjeblikket, når Skagen fremturer med det ene hit efter det andet. Man burde køre et smut nordpå og blive der hele maj!

Nåja, så skal jeg lige huske at nævne, at Lene opdagede en ordentlig røvfuld bramgæs allerede tidligt på morgen, så jeg nåede lige et enkelt slyngskud eller to af flokken. 220 var der i alt.


Trækkende bramgæs, Nørre Snede


Trækkende fiskeørn, Nørre Snede


Trækkende rød glente, Nørre Snede

tirsdag den 26. april 2011

25/4 2010 - endelig sort!

Nu har vi længe spillet på sort her i firmaet, men kun fået rød, og desillusionen var efterhånden begyndt at brede sig. Derfor stod menuen på det store byggearbejde i haven, hvor svigerfar var toneangivende, og jeg bare følger trop og gør, hvad der bliver sagt. "Hold denne snor" betyder hold denne snor, også selv om en sort glente pludselig viser sig lige over huset. Aaaaargh, selv med det blotte øje kunne jeg identificere fuglen, så det gjorde virkelig ondt, og snoren blev overhovedet ikke holdt lige.

Men til sidst blev et søm slået i, og jeg spurtede ind i huset efter kikkert og kamera. Ved et sandt mirakel viste fuglen sig kortvarigt over trætoppene, og jeg kunne nu få dokumenteret fundet, der lunede gevaldigt på årets matrikelliste. At Skagen så gik fuldkommen amok, og Djursland fulgte trop dagen efter, gjorde ikke så meget. En sort glente på højderyggen er altid godkendt. Rød glente ser vi jo hele tiden...


Sort glente, Nørre Snede


Rød glente, Nørre Snede

24/4 2011 - sørens osse!

Det var en ualmindelig rolig dag på kontoret, selv om der var små pip af sand begejstring, bl.a. da en underskøn lærkefalk pludselig sejlede igennem kikkertfeltet, der ellers var fokuseret på en rørhøg. I alt tre rørhøge, to fjeldvåger, en blå kærhøg og en fiskeørn burde være godkendt, men man bliver forvænt, især fordi Skagen jo sædvanen tro tog for sig af retterne. Det er snyd - men til gengæld har jeg da fuglene for mig selv i modsætning til den nordlige odde, hvor man nærmest står i kø for at få lov til at kigge på kræene.

Det betyder desværre også, at jeg har de sjældne fugle for mig selv, og når man mangler lidt skarphed, kan det virkelig koste. Pludselig var der således en meget, meget slank kærhøg i hastig flugt nordover, og fordi kameraet lå oppe i den anden ende af haven, blev det aldrig til en sikkert bestemt fugl. Fornemmelsen siger hedehøg, men virkeligheden hedder heppe, og sådan nogle er vi lidt trætte af her på matriklen....


Ubestemt hedehøg/steppehøg, Nørre Snede

lørdag den 23. april 2011

23/4 2011 - høj, blå himmel

Det er ikke lette obs-forhold, når himlen er knaldblå, og fuglene kan gå hvor som helst. Så er det trods alt lettere at sidde ved havet, som virkelig samler noget op, fx lærkefalke, som der blev set masser af i dag - bare ikke i Snede.

Men lidt blev det dog til i løbet af dagen, selv om obsen var mildest talt uregelmæssig. Et par fiskeørne, et par rørhøge, en blå kærhøg og en fjeldvåge var de bedste sager, ligesom skovpiber og bysvale endelig kom på kommunelisten, der efterhånden omfatter 97 arter.


Trækkende spurvehøg, Nørre Snede


Trækkende blå kærhøg, Nørre Snede


Trækkende fiskeørn, Nørre Snede