tirsdag den 13. juli 2010

13/7 2010 - endelig!

En dag, hvor det lugtede lidt af efterårstræk, selv om der i lang tid kun var den lokale hvepsevåge at kigge på. Men til aften, lidt i syv, da jeg arbejdede i haven, fik jeg pludselig øje på en fin flok vadefugle i V-formation, og efter lidt besvær med at opstøve skopet inde i huset, fik jeg uden problemer 28 små kobbersnepper (#107) på listen. Den sidste fugl i flokken var mindre og kunne strengt taget godt have været en strandhjejle, men det må vente til en anden dag. Håbet er lysegrønt...

Ellers bød haven på rigeligt med natoldenborrer, sortsømmet blomsterbuk, Euophrys frontalis og alle mulige andre småkravl, som desværre ikke altid bliver noteret! Nåjo, og så søreme en duehale, der i få sekunder forsøgte at få noget nektar ud af en gederams i haven, inden den fortrød og ræsede op over naboens tag. Fedt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar