mandag den 13. september 2010

13/9 2010 - revanche på Mols!

Efter en ualmindelig våd søndag ved Øer, hvor dværgfalk og almindelig kjove var de største højdepunkter, havde jeg i sandhed store forventninger til dagens opklarende vejr med svag vestenvind. Sådan noget er Mols-vejr, og det kunne ikke gå galt.

Eftersom jeg havde en gymnasieklasse ved 3-tiden, var der lige tid til lidt obs. først på eftermiddagen, først fra Stenhøje og siden fra haven på Molslab. Og du milde, hvor var der mange fugle! En jævn strøm af bogfinker, landsvaler og grønsiskener - iblandet lidt engpibere - flød mod sydvest, suppleret af både bjergvipstjert og tre hedelærker. Men det var jo ædelfalkene, det handlede om, og sådan nogle blev det også til, idet en lærkefalk fouragerede oppe mod nordvest ved 13-tiden, hvorefter to fugle trak over Molslab kl. 1430 og 1445. De er bare legendarisk fede, og jeg ville ønske, at man bare en gang eller to hver dag kunne få sådan en moralsk opstrammer.

Ydermere var der godt gang i spurvehøgene, ligesom både hvepsevåge, rørhøg, to røde glenter og i størrelsesordenen 10+ tårnfalke gjorte luftrummet usikkert. Man gruer for, hvad en dags intens obs. fra Molslab kunne bringe.

Hvorom alting er, var det en skidegod dag på Djursland, idet der jo også sås fugle andre steder! Gad vide, hvad Anholt egentlig lavede i dag?!?!


Tårnfalk, Molslaboratoriet


Trækkende lærkefalk, Molslaboratoriet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar