lørdag den 22. maj 2010

21/5 2010 - nærmest udenlands......

Jeg var taget til Sjælland for at diskutere biodiversitet med foreningen Bæredygtigt Landbrug, men den slet skjulte dagsorden var naturligvis et besøg på Røsnæs for at opstøve månetorbist og fireplettet møgbille. Aber nein. Selv om jeg vendte en milliard kokasser og endog mødte den legendariske møgbille-betvinger Ole Martin, som tilbage i 60'erne opdagede begge arterne derude, er de altså for længst væk. Men det var huleme hyggeligt, og der er jo masser af dyr ovre på den smukke halvø.

Klokkefrøerne bimlede løs, men desværre er det jo en udsat bestand, så det tager lidt af magien. En snog tillod sig at tage en af frøerne (det er forbudt, siger Habitatdirektivet!), men ellers var det jo møgkræene, det handlede om, selv om vegetationen er yderst interessant. Der var masser af store møggravere (Onthophagus vacca), som vi ikke har i Jylland, men ellers var det udelukkende banaliteter, jeg fik opstøvet. Nåja, der var selvfølgelig fugleedderkopper på skrænterne, og fransk bredpande fløj talrigt i området. Det sætter vi som jyder stor pris på.

Røsnæs er virkelig et besøg værd. Sjældne bier, biller... ja, sjældne alt. Men man skal have mere end tre timer til rådighed. Tre dage ville hjælpe!


Udsigt over Vindekilde-området, Røsnæs


Klokkefrø er pæn - Vindekilde, Røsnæs


Stor møggraver er en østdansk specialitet, Vindekilde, Røsnæs


Stor møggraver lever virkelig op til sit navn - her ved siden af den "normale" art, nakkehornet møggraver! Horsedalen, Røsnæs


Fransk bredpande er bare fin, og den var vildt talrig i området. Horsedalen, Røsnæs

Ingen kommentarer:

Send en kommentar