onsdag den 18. august 2010

18/8 2010 - ekstremt dårlig timing!

Det har godt nok været en frustrerende måned. Når der endelig er kommet fugle – såsom fx sort glente d. 6/8 (#112) og hvidklire d. 9/8 (#113), har kameraet været bevæbnet med makroudstyr eller placeret et mærkeligt sted langt borte fra obsposten i haven. Og i øvrigt har der ikke været tid til at obse noget som helst andet end lidt spredte insekter, hvor især humlebierne samt de såkaldte fløjlsmyrer har tiltrukket sig interesse.

Men i dag gik det da helt galt. Kent Olsen og jeg skulle lave fjernsyns-dummy med DR ude på Harrild Hede, og inden seancen lagde Kent lige vejen forbi Snede for at inhalere en kop kaffe. Vi stod og snakkede i den stille, disede støvregn uden at skænke fugle en tanke, hvorefter vi ræsede vestover. Ved Harrild Vandmølle gjorde vi holdt, og hurtigt derefter noteredes tre terner, som kom lige hen over. Aaahr, det lignede fjord, men vi så dem lidt bagfra i dårligt lys. Jeg græmmede mig allerede, for når der kommer terner ved Harrild, kommer der også i Snede. Lidt efter spottede David fra DR en flok terner, der kom lige i panden på os. Og til siden. Og længere ude. Der var trækkende terner overalt – og det var fjordterner, selv om Kent også hørte en enkelt havterne kalde. Mindst 120 fjordterner i flok så langt væk fra kysten, som man overhovedet kan komme i Jylland!

ØV! Hvad lavede jeg der, når jeg kunne få ny matrikelart i Snede? Hvor uheldig kan man overhovedet være? Man kan sagtens være mere uheldig. Mens Lene vuggede Laura i søvn i barnevognen hjemme i haven bemærkede hun nemlig en stor flok terner kommer lige forbi, måske på 20-30 meters afstand…. Så uheldig kan man være. Selv om jeg i løbet af eftermiddagen og aftenen spejdede mod såvel øst som vest, var der ikke flere terner i sigte. De må være trukket langs nordsiden af de ekstreme regnvejr, som omkring middag druknede ethvert tilløb til godt TV.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar